Refusion for barselsdagpenge

En virksomhed kan opnå refusion for barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark og DA-Barsel eller Barsel.dk, hvis virksomheden betaler løn under barsel og medarbejderen har ret til barselsdagpenge. Når virksomheden betaler løn under barsel, indtræder virksomheden i medarbejderens ret til barselsdagpenge fra Udbetaling Danmark og DA-Barsel eller Barsel.dk.

Læs nærmere om mulighederne for refusion fra DA-Barsel eller Barsel.dk via links i boksen til højre.

Refusion ved fødsel

En virksomhed kan højest opnå refusion for barselsdagpenge i følgende perioder:

  • 4 ugers graviditetsorlov før fødslen (kvindelig medarbejder)
  • 14 ugers barselsorlov efter fødslen (kvindelig medarbejder)
  • 2 ugers fædreorlov efter fødslen (mandlig medarbejder)
  • 32 ugers forældreorlov efter barselsorloven (forældrene tilsammen)

En virksomhed kan højest opnå dagpengerefusion for en medarbejder omfattet af hovedoverenskomsten mellem HORESTA Arbejdsgiver og 3F i følgende perioder:

  • 4 uger før forventet fødsel indtil 14 uger efter (kvindelig medarbejder)
  • 2 uger efter fødslen (mandlig medarbejder)
  • Op til 16 uger efter barselsorloven, hvor den forælder, der har holdt de indtil 14 ugers barselsorlov, har ret til at holde 5 uger, og den anden forælder har ret til 8 uger. De sidste 3 uger ydes enten til den ene eller anden forælder.
Refusion ved adoption

En virksomhed har samme refusionsmuligheder for en adoptant, efter vedkommende har modtaget barnet.

Frist for refusionsanmodning til Udbetaling Danmark

En virksomhed kan alene søge om refusion for løn under barsel eller adoption, der allerede er udbetalt til medarbejderen. Refusion kan søges hver måned, hvert kvartal eller efter orloven er afholdt.

Anmodningen om refusion for løn under barsel eller adoption, skal indgives til kommunen senest 8 uger efter sidste dag med løn i orlovsperioden. Hvis en del af forældreorloven udskydes til senere, skal der også gives besked til Udbetaling Danmark senest 8 uger efter den sidste orlovsdag i den udskudte periode.

Med hensyn til faderens 2 ugers fædreorlov skal virksomheden sende refusionsanmodningen senest 8 uger efter, at orloven er afsluttet. Dette gælder, uanset om faderen påbegynder forældreorloven umiddelbart efter fædreorloven.

Indgives refusionsanmodningen først efter fristens udløb, bortfalder retten til refusion for perioden.

Refusion fra barselsfond

DA-Barsel eller Barsel.dk

Det er lovpligtigt, at en virksomhed skal betale til en barselsfond for sine medarbejdere.

En medlemsvirksomhed af HORESTA Arbejdsgiver er forpligtet til at være tilmeldt DA-Barsel i forhold til sine overenskomstdækkede medarbejdere. Det er en mulighed, at virksomheden også lader de medarbejdere, der ikke er omfattet af overenskomsten, blive omfattet af barselsordningen hos DA-Barsel. Alternativt skal virksomheden lade ikke-overenskomstdækkede medarbejdere blive omfattet af barselsudligningsordningen hos Barsel.dk.

En virksomhed uden medlemskab af HORESTA Arbejdsgiver kan frit vælge mellem at betale til DA-Barsel eller Barsel.dk.

 

Denne artikel kan ikke erstatte juridisk rådgivning. HORESTAs medlemmer anbefales at kontakte vores callcenter for nærmere rådgivning omkring personalejuridiske spørgsmål

Indholdet på denne side er kun synligt for medlemmer af HORESTA. Vores eksperter rådgiver vores medlemmer inden for hoteller, restauranter og turismevirksomheder om alt fra jura og fødevarer til miljø, økonomi & politik. Hvis du vil have glæde af vores viden, er du meget velkommen til at kontakte os for en uforpligtende snak.

Callcenter
juridisk rådgivning

HORESTAs callcenter er åbent
Mandag - fredag kl. 08.30 - 16.00

Tlf.: +45 35 24 80 40

Mail: callcenter@horesta.dk