Finalen

Ved finalen skal hver deltager indenfor 6 timer og 25 min. tilberede en 3 retters menu på basis af en råvarekasse, hvis indhold til dels er kendt af finalisterne på forhånd. Råvarekassen vil være kendt for så vidt angår 2 af retterne mens den sidste ret tilberedes af en råvarekasse, som udleveres på konkurrencedagen. Menuen skal beskrives.

Information om indholdet af råvarekassen fremsendes til

finalisterne den 12. december og senest den 23. januar 2015 skal konkurrencesekretariatet have tilsendt endelige menuer, endelige opskrifter og præcis varebestilling på de to retter. Endvidere skal indsendes et elektronisk foto (højt opløseligt) af de to retter.

Hver deltager skal fremstille 10 couverter – 6 til servering for indbudte gæster, 3 til dommerbedømmelse og 1 til udstilling/fotografering.

Menubeskrivelsen for den ukendte ret skal afleveres til dommerpanelet inden udløb af den første time af konkurrencen. Forretten skal afleveres efter 4 ½ time, hovedretten efter 5 timer og 25 min. og desserten efter 6 timer og 25 min.

Under konkurrencen har finalister i Årets Kok ikke adgang til restaurantområdet.

Ved finalen må hver deltager have 1 assistent med (en kokkeelev, der endnu ikke har bestået svendeprøven).

Samtlige konkurrencekøkkener vil være udstyret med relevant værktøj og service. Det er dog tilladt deltagerne at medbringe udstyr, der på forhånd er godkendt.

Der vil foregå en simultan afvikling af Årets Kok og Årets Tjener. Dette betyder, at hver finalist – ved lodtrækning – kobles sammen med en af de 5 finalister, der deltager i konkurrencen om at blive Årets Tjener (hver tjener tilknyttes 2 køkkener). Der er dog tale om 2 selvstændige og gensidigt uafhængige konkurrencer, hvor den enkelte deltagers præstation alene har betydning for egen placering.

Arrangørerne forbeholder sig ret til at bruge og publicere alle opskrifterne.