Årets Kok 2017

Lasse Starup Petersen kåret som Danmarks bedste kok 2015


Danmarks bedste kok og tjener kåret


Undervisningsminister Christine Antorini havde det store smil på, da hun søndag overrakte guldmedaljer til vinderne af DM for kokke og tjenere. Årets Kok blev Lasse Starup Petersen fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia, og Årets Tjener Heine René Egelund fra Sortebro Kro på Fyn.
Det er HORESTA og 3F, der står bag konkurrencen.

Rødtunge, højreb stegt på ben og sorbet lavet på solbærgrene.

Sådan lyder opskriften på en vindermenu. Det var i hvert fald Lasse Starup Petersens menu, da han søndag blev kåret som Årets Kok i hård konkurrence med ni andre topkokke.

Lasse kommer fra Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia, hvor han arbejder under ledelse af Årets Kok fra 2011, Mette Hvarre Gassner. Han er 24 år, udlært fra Fakkelgården i Sønderjylland og er i øjeblikket med på juniorkokkelandsholdet. Han udmærkede sig som den bedste til at komponere og udføre en 3 retters menu på basis af råvarer, der kun til dels var kendt af finalisterne på forhånd.

Udover en førstepræmie på 40.000 kr. kan Lasse Starup Petersen glæde sig over at være blevet en del af et fint selskab. Rækken af tidligere Årets Kok-vindere tæller mange af de største kokke i Danmark. Herunder den tidligere verdensmester, Rasmus Kofoed.

Undervisningsminister Christine Antorini stod for præmieoverrækkelsen. Hun uddelte sølv til Mikkel Højborg Olsen fra Restaurant Babette i Vordingborg og bronze til Rasmus Munk fra Tree Top Munkebjerg Hotel i Vejle.

Intens kamp for at blive Årets Tjener
Årets Kok blev igen i år afviklet parallelt med Årets Tjener. Her kæmpede fem af Danmarks dygtigste tjenere om at få en guldmedalje om halsen.

Efter godt seks timer med en kombination af intens koncentration og åben kommunikation med de særligt indbudte gæster, løb 40-årige Heine René Egelund fra Sortebro Kro på Fyn af med sejren. Også han kunne gå hjem med en check på 40.000 kr. Sølvmedaljen gik til vinderen fra 2012 og 2014, Peter Pepke fra Kong Hans Kælder i København, mens Jonathan Olsen Faber fik bronze.

Årets Tjener dystede i kategorier som borddækning, filetering og kunsten at blande den perfekte cocktail.

 

Årets vindermenu

Forret:
Rødtunge ”Bonne Femme” anno 2015
Rødtunge dampet med persille på bund af champignon og syltede løg. Glaceret med røget blanquette sauce. Og sprødt.

Hovedret:
Højreb stegt på ben. Stegt og gratineret kartoffel, squash med fennikel og urter, jordskokkepure. Glace og timian, æbleeddike vinagrette. Tærte med Havgus og bacon

Dessert:
Duften og smagen af solbærbusk
Sorbet og sauce lavet på solbærgrene, marengs på solbær skud. Varm kornly med bitre valnødder som iscreme og saltet crumble.

Årets Kok
1. præmie: Lasse Starup Petersen, Restaurant Ti Trin Ned i Fredericia
2. præmie: Mikkel Højborg Olsen, Restaurant Babette, Vordingborg
3. præmie: Rasmus Munk, Tree Top, Munkebjerg Hotel, Vejle

Årets Tjener
1. præmie: Heine René Egelund, Sortebro Kro, Odense
2. præmie: Peter Pepke, Restaurant Kong Hans, København
3. præmie: Jonathan Olsen Faber