Årets Kok 2017

Finalen

Finalen afholdes næste gang den 21. marts 2017 på Hotel- og Restaurantskolen i København.

Der vil foregå en simultan afvikling af Årets Tjener og Årets Kok. Dette betyder, at hver tjenerfinalist ved konkurrencens begyndelse – ved lodtrækning – får tildelt 2 køkkener, hvor 2 Årets Kok finalister hver tilbereder 6 couverter til servering for særligt inviterede gæster. Tjenerfinalisterne skal således hver servere fra to køkkener til 2 seksmandsborde. Der er dog tale om 2 selvstændige og gensidigt uafhængige konkurrencer, hvor den enkelte deltagers præstation alene har betydning for egen placering.

Under konkurrencen har finalister i Årets Kok ikke adgang til restaurantområdet.

Ved finalen skal hver deltager indenfor 6 timer og 25 min. tilberede en 3 retters menu på basis af en råvarekasse, hvis indhold til dels er kendt af finalisterne på forhånd. Råvarekassen vil være kendt for så vidt angår 1 af retterne mens de 2 sidste retter tilberedes af en råvarekasse, som udleveres på konkurrencedagen.
Menuen skal beskrives.
Information om indholdet af råvarekassen blev fremsendt til finalisterne den 13. december og senest den 16. februar 2017 skal konkurrencesekretariatet have tilsendt den endelige opskrift og præcis varebestilling på retten.

Hver deltager skal fremstille 10 couverter – 6 til servering for indbudte gæster, 3 til dommerbedømmelse og 1 til udstilling/fotografering.

Menubeskrivelsen for de 2 ukendte retter skal afleveres til dommerpanelet inden udløb af den første time af konkurrencen.

Forretten skal afleveres efter 4 ½ time, hovedretten efter 5 timer og 25 min. og desserten efter 6 timer og 25 min.

Ved finalen må hver deltager have 1 assistent med (en kokkeelev, der endnu ikke har bestået svendeprøven).

Samtlige konkurrencekøkkener vil være udstyret med relevant værktøj og service. Det er dog tilladt deltagerne at medbringe udstyr, der på forhånd er godkendt.